Velkommen til Dansk Hardgainer - Mere råstyrke - større muskler - uden steroider

lørdag den 5. maj 2012

There are no limits



Jeg er en beundrer af herren foroven – foruden at være mester i Kung-Fu, var han også en habil filosof.
Han hed Bruce Lee, og et af hans bedste citater er dette:

If you always put limit on everything you do, physical or anything else, it will spread into your work and into your life. There are no limits. There are only plateaus, and you must not stay there, you must go beyond them.

Jeg har det meste af mit liv sat begrænsninger for alt hvad jeg gjorde eller tænkte på at gøre. Denne tankegang blokerede for meget for aktioner der kunne have forandret mit liv positivt.

Bruce Lee mente næppe med sit citat at ”alt er muligt”, forstået således at man realistisk kunne sætte sig mål om at rejse til Månen eller tjene en milliard dollars.

Pointen er blot at der var folk der rent faktisk gjorde disse ting, og derfor er intet principielt umuligt.

Når man begynder en rejse, ved man ikke altid hvor man ender. Men det gør man hvis man sætter frygt og begrænsninger op med det samme – så kommer man nemlig ofte ingen vegne.

Derfor foretrak Lee at tale om ”plateauer”, fordi denne måde at tænke på ville motivere hjernen stærkere til at turde forandring og nyde forandring, end en tankegang hvor man tænker i mure og blokeringer. Man ved ikke hvor man ender – og ved at ”lade som om” intet er umuligt kan man komme meget længere end hvis man havde fyldt sin hjerne med opfattelser af grænser.

For nylig lykkedes det mig at tage 50 armbøjninger i én køre. Det er ét plateau. Der er et andet der hedder 55 armbøjninger i ét sæt. Der er også et der hedder 100. Og såmænd også ét der hedder 1000. Hvorfor bekymre sig om grænser? Der er et plateau, og derfra kan man avancere til det næste. Tænk ikke over hvor du ender, og sæt ikke noget ”stopmål”. Det handler blot om at stige fra niveau til niveau, og drømme om de næste sejre.

Ligeledes har jeg en drøm om at tale 6 sprog rimeligt eller flydende. Hvis jeg tænker at dette ikke er muligt, at der er grænser for hvor meget man kan overkomme, dræner dette mit sind for energi. Hvis jeg tænker i plateauer, virker det meget bedre. Dermed ikke sagt at jeg garanteret ville kunne tale 6 sprog flydende om fx 10 år. Det er ikke sikkert det lykkes. Men måske kommer jeg ret tæt på. Fordi jeg tager et skridt ad gangen og hele tiden sørger for at tage nye skridt.

Hvad er dine drømme? Forhåbentlig ikke blot drømme om fysisk styrke eller egenkærlig tilfredsstillelse. Forhåbentlig også drømme om mental styrke, og samhørighed med mennesker, natur og dyr. Om at blive klogere, stærkere, bedre. Om at mærke en kærlighedsenergi.

Bortset fra det, hvis vi taler om styrketræning, så vælg et simpelt program og blev bedre og bedre. Når du kan tage 500 pullups og armbøjninger og situps i ét træningspas, ser det fint ud.

Og du har helt ret, det er ikke umuligt, jeg er ganske enig. Det er blot ét muligt plateau …