(For de som ikke véd det, var ”jeg vil hel’re ha’ en Star” en reklame for et ølmærke der gik i biograferne for 50-60 år siden).
Er det ikke lidt for meget med al den fortidsromantik, vil nogen måske mene. Og vi må da også indrømme, at ikke alt var godt i 30’erne, 40’erne og 50’erne. Netop fordi vores egen tid er så hektisk, kan man let gribe sig i at forfalde til fortidsromantik og tro at alt var bedre i ”de gode gamle dage”.
Det var det ikke. Og selv på et område som vægttræning kunne man godt i 50’erne støde på tåbelige programmer og dårlig rådgivning.
Især når det gælder den måde man udfører øvelser på (dvs. mht. sikkerhed) så skal man passe på, ukritisk at indføre 50’ernes metoder.
Lad mig give to eksempler.
Legenden Steve Reeves (1926-2000) udførte en øvelse i sit program der hed ”press behind neck”. Han lavede stående skulder pres med vægtstang, men førte stangen ned bag nakken. Det ser man stadig mange gøre i dag.
Desværre er det en dårlig øvelse, der let leder til skulderskader. Almindelig skulder pres er lige så effektiv og ikke nær så vanskelig eller farlig at udføre.
Så selvom Steve Reeves er én af de største helte fra den ”gyldne æra” dvs. tiden før steroider, så skal man ikke kritikløst arbejde efter hans program.
Det andet eksempel er bodybuilding-guru Vince Gironda (1917-1997) fra 50’erne og 60’erne. Hans bedste elev var Larry Scott, Mr. Olympia 1965. Scott udførte bænk pres med albuerne ud til siden og med stangen gående ned til halsen. Gironda mente at denne variant var langt bedre.
Jeg håber virkelig at det er foregået i en power-rack, for en mere livsfarlig øvelse skal man lede længe efter!
At tabe en vægtstang på halsen er noget af det værste der kan ske. Sikker bænk-pres foregår derfor altid ved at man har strakte arme når stangen bevæges over halsregionen. Stangen skal være så kort tid som muligt over den sårbare halsregion.
Gironda havde mange ”sære” ideer, fx var han modstander af almindelig olympisk squat fordi han mente man fik en alt for stor røv af det!
Selvsagt vil sædemusklen – gluteus maximus – også vokse ved squat. Men når jeg ser på folk der har squattet tungt hele deres liv, ser de nu ikke ud til at have abnormt store sædemuskler. Det var vist bare Gironda, der havde en speciel mening her?
Dermed ikke sagt at alle Girondas påfund var lige dårlige. Vi skal bare også her passe på, at vi ikke kritikløst godtager alt.
Når man desuden ser ”fitness-centre” fra omkring år 1900, så er der ind imellem nogle ret sære maskiner der næppe har haft nogen effekt overhovedet.
Så fordi et træningsprogram er fra perioden 1900-1950, så er dette ikke i sig selv nogen garanti for at det er brugbart, effektivt, eller sikkert!
Men når jeg og andre så alligevel er fascinerede af fortidens bodybuilding skyldes det ofte to ting.
1) Vi er med sikkerhed fri for steroider. Steroider har fuldstændig ødelagt og forplumret en ellers herlig sport. Vi kan intet måle eller tage for givet, når steroider er indblandet. Det er som at skulle vurdere drikkevand i en tank og så opleve at nogen hælder en tønde råolie i vandet.
2) De gamle mestre klarede sig med enkle redskaber. De havde ikke kreatin, smarte proteinpulvere, eller forkromede maskiner. De klarede sig ofte med en vægtstang og en barre, og helt almindelig mad.
Det medfører at bodybuildere fra den ”gyldne æra” ofte fremviser en fysik som det rent faktisk er muligt for ”almindelige dødelige” at opnå. Jeg vil aldrig kunne opnå Arnold Schwarzeneggers fysik fordi jeg simpelthen ikke har hans fænomenale gener. Men en fysik som fx Gene Shueys (Mr. America 1960, billedet) er der markant større chance for at opnå. Dermed ikke sagt at det er let! Men det er dog muligt.
En stor del af den nye ”indsigt” der er fostret siden 50’erne, er fostret af easygainere, til andre easygainere. Eller atleter på steroider. Eller en profitorienteret industri.
Og meget af det som muskelmagasiner og instruktører anbefaler, er med stor sandsynlighed ikke baseret på videnskabens resultater!
Videnskaben når frem til mere og mere indsigt omkring vægttræning, men når resultaterne skal formidles, kanaliseres informationerne ud gennem kilder der også har andre interesser end blot og bar udvikling af råstyrke og muskelvolumen. Fitness-industrien er først og fremmest interesseret i at sælge billetter og skabe profit. Så hvis videnskabens anbefalinger er usexede og kedelige, så ”pepper” industrien det op med deres egne påfund. Men ofte skaber de derved forvirring og fordrejer pointerne.
Som hardgainere kan vi ikke bruge meget af alt det nye. Det virker ikke, hvis målet er at opbygge en harmonisk, men også stor fysik. Vi kan finde meget mere værdifuld inspiration i ”de gode gamle dage”. Fortiden leverer bedre forbilleder der formåede at opbygge en harmonisk fysik, ikke bare en ekstrem fysik.
Så det korte af det lange er: ikke alt af det gamle var noget juks, og ikke alt af det nye er godt. Ikke alt af det gamle var fantastisk, og ikke alt af det nye er ubrugeligt. Kunsten ligger i at tage det bedste fra fortiden og kombinere med det bedste fra nutiden. Dybest set er det dét, som Dansk Hardgainer handler om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar